Topdressing

Topdressing betyder at sprede organisk materiale over græsplænen for at tilføre næring.

Man skal helst topdresse græsplænen i efteråret, før den første frost kommer. Man kan også topdresse græsplænen straks efter den første græsklipning den efterfølgende sæson.

Før man spreder topdressingen, bør græsset klippes til tre centimeters højde, så topdressingen kommer ordentlig ned mellem stråene. Som topdressing kan man også bruge nedfaldne blade fra træer og buske. I det sene efterår, når de fleste træer og buske har tabt bladene, kan man lade være med at rive dem op og i stedet køre hen over dem med plæneklipperen. Efter klipningen lader man bladene blive liggende på græsplænen. Hvis laget er tykkere end 1-2 centimeter, kan du bruge en rive til at sprede bladene ud med.

Du kan også topdresse med muldjord eller tørv. Også kompostmateriale fungerer udmærket som topdressing.