Hvordan skifter jeg olie på min rotorklipper?

Du bør skifte olie hver 25. time eller mindst hver sæson, for at din motor skal kunne holde så længe som muligt. Denne type motorer har ikke oliefilter, og dette er derfor ekstra vigtigt.

BEMÆRK! Husk altid at sikre dig, at tændsatsen er fjernet fra tændrøret, når du udfører service på maskinen, så motoren ikke starter ved en fejltagelse. Hvis du har en maskine med selvstart, skal du altid aflaste fjederen og derefter dreje den orange nøgle til positionen OFF, før du udfører service på maskinen. Benzintanken bør også være tom, når du skifter olie, da benzinen ellers vil løbe ud af udluftningshullet i benzindækslet.

Alle plæneklippermotorer har en olieprop i bunden af motoren, som du kan løsne. Denne prop er ofte konisk, hvilket betyder, at du ved en fejl kan komme til at lave en revne i "oliesumpen", når du skal spænde den igen efter udskiftning. Denne prop kræver også oftest specialværktøj og sidder eventuelt skjult bag ved kniven. En nemmere måde at gøre dette på er derfor at hælde olie ud den samme vej, som du normalt fylder olien på.

Dette gøres på følgende måde: Skru oliepinden ud, og placer et kar, der kan rumme mindst 1 liter, skråt bag ved maskinen. Rejs derefter maskinen op, så olien løber ud igennem det hul, som du normalt bruger til påfyldning af olie. Dette arbejde gøres nemmest, når motoren er varm, og olien er letflydende. Vær forsigtig, så du ikke vipper maskinen for meget på siden og dermed får olie i luftfilteret eller lyddæmperen. Hvis du vil være på den sikre side, skal du først afmontere luftfilteret. Dette bør desuden udskiftes/rengøres, samtidig med at du skifter olie.

Påfyld derefter 0,55 l Klippo-plæneklipperolie, sæt oliepinden i igen, og prøvestart motoren.